
Skeen er fundet i mor’s køkkenskuffe ca. 2014.
Den er godt brugt. Jeg kan huske, at den er blevet brugt til madlavningen (eller en tilsvarende ske).
Skeen er gået i arv gennem flere generationer. Hun havde den formentlig fra sit barndomshjem.
Bag på laffet er der følgende inskription:
C. Christensen Schmidt i Schelde 1826.
Den er sandsynligvis en bryllupsgave til Thomas Christensen og Margarethe Dorthea Carstensen, der blev gift i Broager Kirke den 1. april 1826.
Dette par er mine tip-2-oldeforældre.
Schelde, på nudansk Skelde, er en lille landsby i Broager Sogn beliggende på den sydøstlige del af Broager Land.
Hvis min formodning holder stik, er gaven fra Thomas Christensens søster og svoger, Anna Maria og Christian Christensen Schmidt, der var blevet gift nogle år forinden.
Det var på den tid i 1800-tallet ret almindeligt at give en ske med en inskription, som her graveret med giverens navn, sted og årstal for begivenheden i bryllupsgave.
Mor havde endnu en ske med inskription, men den var i væsentligt dårligere stand (den var næsten brækket i bladet).
Der stod bl.a. årstallet 1853. Desværre var den blevet smidt væk på det tidspunkt, da ovenstående blev reddet.